Du er her:
Mottaker: BJØRNSTJERNE BJØRNSON
Datering:12. juli 1879
Sted: AMALFI
Tekstvarianter Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om brevet
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om brevene
Bjørnstjerne Bjørnson!
Det var mig såre kært at modtage brev fra Dig; men endnu kærere skulde det have været mig, hvis brevet havde handlet om en sag, hvori jeg kunde havet gåt sammen med Dig. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Flagforslaget er mig i sin inderste kerne imod, og jeg skal i korthed antyde hvorfor.
For det første mener jeg at protesten mod unionsmærket måtte været fremsat, straks da dette mærke blev sat i flaget, eller også slet ikke. Nu er unionsmærket blevet et faktum, og så får det blive stående. Unionstanken kan I jo dog ikke tage ud af sindene; hvad tilfredsstillelse kan det da være at tage mærket ud af flaget? At dette mærke skulde være et tegn på uselvstændighed kan jeg aldeles ikke forstå. Svenskerne fører jo det samme mærke. Dette viser, at vi ikke er mere afhængige af dem, end de af os. Jeg har forøvrigt ikke nogen stor sympati for symboler. Symboler er ikke længere tidsmæssige undtagen i Norge. Deroppe sysler man så meget med symboler og theorier og
 
 
Faksimile
ideer, at det praktiske fremskridt ikke får vej for sig. Og der er noget enerverende i dette, at sysselsætte sindene med uproduktive opgaver.
Men hovedårsagen, hvorfor jeg er utilfreds med at dette forslag fremkom, er den at jeg synes det er en forsyndelse imod vort folk at gøre spørgsmål brændende, som ikke er det. Mere end et brændende spørgsmål kan aldrig ad gangen for alvor være oppe i et folk; er der flere, så tager de gensidigt interessen fra hverandre. Nu har vi hos os et eneste spørgsmål, som burde være brændende; men som desværre ikke synes at være det. Vi har hos os ikke mere end en eneste sag, som jeg synes det er værd at kæmpe for, og det er indførelsen af en tidsmæssig folkeundervisning. Denne sag indeslutter alle andre sager i sig; gennemføres ikke den, så kan vi gerne lade alle de andre ligge. Det er ganske uvæsentligt om vore politikere skaffer samfundet nogle flere friheder, sålænge de ikke skaffer individerne friheden. Det heder jo at Norge er et frit og selvstændigt rige; men jeg sætter ikke stor pris på denne frihed og selvstændighed, sålænge jeg ved at individerne hverken er fri eller selvstændige. Og det er de ikke hos os. Der findes ikke i hele Norges land 25 fri og selvstændige personligheder. Der kan ikke findes slige. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i vort undervisningsvæsen, i skoleplaner, i timetabeller, i
 
 
Faksimile
undervisningsstof o. s. v. Det er oprørende at se, hvorledes undervisningstiden, navnlig i de lavere folkeskoler, optages af den gamle jødiske mythologi og sagnhistorie og af middelalderlige forvrøvlinger af en morallære, som i sin oprindelige skikkelse utvivlsomt har været den reneste, som nogensinde er bleven forkyndt. Her er det felt, hvor vi alle som en skulde kræve at der blev tonet «rent flag». Lad unionsmærket blive stående; men tag munkedomsmærket ud af sindene; tag væk fordommenes og trangsynthedens og vrangsynthedens og uselvstændighedens og den grundløse autoritetstros mærke, så at de enkelte kan få sejle under eget flag. Det, de nu sejler under, er hverken rent eller deres eget. Men dette er en praktisk sag, og slige sager har vanskeligt for at samle interessen om sig oppe hos os. Vort hele opdragelses- og undervisningsvæsen har ikke tilladt os at komme så langt endnu. Derfor ser også vor politik ud, som om vi befandt os i en konstituerende rigsforsamling. Man holder endnu på at diskutere principerne. I andre lande er man for længe siden på det rene med principerne, og kampen drejer sig der om den praktiske anvendelse af dem. Dukker hos os en ny opgave op, så mødes den ikke med sikkerhed og snarrådighed men med forfjamselse. Vor folkeopdragelse har bragt det derhen at det norske folk er blevet
 
 
Faksimile
forfjamset. Det viste sig jo også tilfulde i flagsagen, og det på begge sider. Søfolkene havde dog utvivlsomt det grejeste syn; og det er naturligt; thi deres bedrift medfører en friere udvikling af personligheden. Men når fjeldbønder oppe fra afdalene i adresser udtaler sin trang til at få unionsmærket ud af flaget, så kan dette umuligt være andet end den skæreste humbug; thi hvor der ingen trang er til at frigøre sin egen personlighed, kan der endnu mindre være nogen trang til at frigøre en så abstrakt ting som et samfundssymbol.
Jeg må indskrænke mig til disse spredte antydninger af min opfatning af flagsagen. Jeg kan umuligt være med derpå, og heller ikke kan jeg være enig med Dig, når Du i dit brev siger, at vi digtere fortrinsvis er kaldede til at fremme denne sag. Jeg tror ikke det er vor opgave at tage os af statens frihed og selvstændighed, men vel at vække til frihed og selvstændighed den enkelte, og så mange som muligt. I mine øjne er ikke politiken vort folks vigtigste gøremål; og hos os indtager den kanske allerede en bredere plads, end ønskeligt for den personlige frigørelse. Norge er både frit og selvstændigt nok; men der mangler meget i at vi kan sige det samme om de norske mænd og de norske kvinder.
Med vore bedste hilsener til Dig og dine
Henrik Ibsen.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her